DEL

Der er heldigvis mange mennesker, der aldrig kommer til at opleve et indbrud i deres hjem. Der er dog også rigtig mange, der må opleve at komme hjem og finde alting gennemrodet, vielsesringen og arvestykkerne stjålet og en efterfølgende lang kamp med forsikringsselskabet. Det svære med indbrud er, at man aldrig tror, de rammer en selv – og når de gør, er det for sent.

Derfor bør du erkende, at der altid er en risiko – og så prøve at mindske den. Men få tricks kan du hurtigt gøre dit hjem væsentligt mere sikkert. Der er mange erfaringer på området, og vi ved, hvad der virker mod tyve.

Giv kun nøgler til dine nærmeste

Det allerførste, du bør gøre, er at tænke over, hvor mange mennesker, der har en nøgle til dit hjem. Når du tænker efter, kan der nemt være 10 personer, der i tidens løb har fået en nøgle – og de er ikke alle inden for familien. Hvis du er i tvivl om, hvor mange der har din nøgle, bør du få omkodet dine låse af en låsesmed med det samme. Derefter bør du kun give nøglen til dine allernærmeste, og notér gerne et hemmeligt sted, hvem der har den.

Hvis du engang har tabt eller fået stjålet dine nøgler, bør du også straks omkode låsen. Du skal især være på vagt, hvis nøglerne blev opbevaret sammen med noget, der på nogen som helst måde kan identificere dig. Så får tyven nemlig både nøglen og adressen leveret på et sølvfad, og så er risikoen for alvor høj. Du bør derudover være opmærksom på, at forsikringsselskaber ikke altid dækker indbrud med nøgle, fordi der ikke er tydelige tegn på indbrud.

En alarm er ikke nødvendigvis lykken

Selvom det kan være trygt at investere i en alarm, som holder øje med huset døgnet rundt, kan det nemt blive en falsk tryghed. Tests viser nemlig, at alarmen ikke altid opdager tyven. Derfor bør du altid sikre dig med fysiske midler, så tyven slet ikke kommer ind i huset i første omgang.

Sæt to låse på alle døre, og sørg for at sætte sikringsbeslag på vinduerne, så tyven heller ikke kommer ind her. Det er en hurtig løsning, som gør en kæmpe forskel i sidste ende.

EFTERLAD ET SVAR